Oddesundbroløbet 2013

Lørdag d. 20 april kl. 13.30

Oddesundbroløbet bliver afholdt én gang som en fejring af Oddesundbroens 75 års jubilæum. Dette løb er måske ikke det oplagte til at sætte personlig rekord, men til gengæld er alt fokus på at give løberne en ganske særlig oplevelse. Historien vil være til stede langs ruten i form af forskellige indslag, og der vil være live-musik undervejs og selvfølgelig i særlig grad ved broen. Som eksempel på de historiske indslag kan nævnes, at Bang & Olufsens gamle højtalerbil vil sende løberne af sted fra Struer.

Marianne Olsen sammen med løbets ældste deltager, Åse Jensen på 80 år, som løb 14,6 km i en tid på 2:03:37.
Flot gået. Marianne og Åse er meget aktive løbere og har i flere år deltaget i Hamburg Maraton, men valgte i år at deltage i Oddesundbroens jubilæumsløb, hvilket vi er meget glade for.


Startnummeret er adgangsbillet til Struer museum søndag d. 21. april.

Åbningen af Oddesundbroen blev i 1938 fejret med pomp og pragt samt besøg af Kong Christian d. X.

75 års jubilæet bliver fejret med en masse glade løbere og en folkefest. Vel mødt!

Løbet er arrangeret af Struer Museum og løbeklubberne Thyholm Løbeklub, Bremdal Løbeklub og AK Kilen.